06: Hvordan får vi de gamle mænd til at tænke anderledes?
April: Regionsmøder, nye samarbejder og masser af aktivitet i og omkring projektet. Her er jeres overblik over, hvad der er sket i måneden der gik.
Deltagerne på Regionsmødet Syddanmark i fuld gang med, at formulere ideer til kompetencegivende kurser for frivillige.
Fremtidens foreninger
“Hvordan får vi de gamle mænd til at tænke anderledes?”
Spørgsmålet kom fra en velvoksen mand på et af vores fem regionsmøder, og det blev mødt af en anerkendende latter fra de resterende deltagere, der var mødt op til aftenens snak om frivillighed og juniorfiskeriet.
Og ja, det er et godt spørgsmål. Hvordan tænker vi alle sammen anderledes?
Frivillighed er, i sin kerne, en bevægelse drevet af mennesker, der giver noget af sig selv – tid, kræfter, tanker og engagement – for noget, der er større end dem selv. I foreningslivet ser vi det tydeligt: Det er her ildsjælene holder hjulene i gang, hvor fællesskaber opstår, og hvor værdier føres videre fra generation til generation.
Men netop dét – værdierne og traditionerne – kan være både en styrke og en begrænsning. Det er let at komme til at klamre sig til “sådan plejer vi at gøre” og glemme at spørge: Hvad virker i dag? Hvad tiltrækker nye medlemmer? Hvad giver mening for den næste generation? Hvor ser vi os selv i fremtiden?
At holde foreningen i bevægelse handler ikke om at forkaste det gamle, men om at give det nyt liv. Lade erfaring møde nye idéer. For når vi insisterer på at følge med, insisterer vi også på, at vores fællesskab har en berettigelse og en fremtid.
Vi ser fremad
På både regionsmøderne og rundt i foreningerne, på efterskolerne, i branchen og andre kroge af lystfiskermiljøet møder vi flere og flere, der ikke bare vil holde fast i det, vi allerede har – men som aktivt vil være med til at forme fremtiden. Det er opløftende at mærke.
Flere tør stille spørgsmål, afprøve nye idéer og tage fat på opgaver, der måske har ligget lidt stille. Det handler ikke om at opfinde det hele forfra, men om at justere retningen og åbne for nye veje – sammen med andre. Når så mange melder sig på banen, bliver det tydeligt, at vi ikke står alene. Vi er en del af noget større, og fremtiden skabes netop i fællesskabet mellem lokale kræfter, nye stemmer og gamle erfaringer.
Hvis du sidder med en spirende lyst til at gøre noget – stort eller småt – så er her 5 enkle råd, der kan hjælpe dig i gang:
Start med det nære. Se på din egen forening, juniorgruppe eller nærområde – hvad kunne blive bedre? Hvad savner I? Det er ofte her, du har størst effekt. Og det er også ofte her, der er brug for flere hænder. Er du i tvivl om hvor du kan hjælpe til, så tag endelig et kig på vores oversigt over klubber der har eller gerne vil have en juniorafdeling her.
Find én at følges med. Det er nemmere og sjovere at handle, når man ikke står alene. Allier dig med en, der deler din energi eller nysgerrighed.
Tænk i handling – ikke i perfekthed. Alt behøver ikke være gennemtænkt fra start. Små skridt tæller. En god idé bliver først til virkelighed, når nogen tør tage det første.
Brug netværket. Spørg andre foreninger og del i Facebook-grupper – du behøver ikke opfinde alting selv. Ofte sidder andre med erfaringer, du kan lære af. Du er velkommen til, at blive en del af vores netværksgruppe for frivillige, den finder du her.
Husk hvorfor. Når du støder på modstand, kedelige møder eller lav tilslutning – så mind dig selv om, hvorfor du gør det her. Fordi du tror på fællesskabet. På naturen. På fiskeriet. På fremtidens lystfiskere. Det giver energi.
Find mere inspiration
Vil du gerne løfte dit frivillige arbejde til nye højder og blive inspireret til at prøve nyt, så hold øje med vores kalender for frivillige, hvor vi hele tiden udkommer med nye, spændende kurser, workshops og meget mere.
Måneden der gik
Ungdomspanelet: Møde 02
I midten af april mødtes Ungdomspanelet for anden gang på Teams. Til mødet var 8 af panelets 9 medlemmer mødt op til en snak om sociale medier, foreningsliv og fællesskab, og hvordan alt dette gør sig gældende i deres hverdag.
Her finder I en række pointer fra aftenens samtale. Som altid er samtalen båndet og transkriberet, og ønsker du mere information om noget af det vi talte om, er du velkommen til at kontakte projektleder Marie Brandt på mb@sportsfiskerforbundet.dk
Sociale Medier
Panelet bruger primært feedet på Instagram til daglig inspiration, mens reels og TikTok bruges, når de søger hurtig underholdning eller specifikt indhold.
De prioriterer især at følge venner, og interagere med dem på de sociale medier.
De fleste er passive eller semi-aktive brugere, hvor bl.a. frygten for at afsløre gode fiskepladser begrænser lysten til at poste meget.
Kvalitet i billeder og videoer vægtes højt – dårligt produceret indhold mister hurtigt deres interesse, uanset hvor spændende fangsten måtte være.
Der opleves en varierende tone på sociale medier: generelt god blandt unge, men ofte hård og negativ i visse åbne grupper, især fra ældre brugere.
Foreningsliv og fastholdelse
Fællesskab, mulighed for faste fisketure og rollen som hjælpeinstruktør er de tre vigtigste motivationsfaktorer for at komme i klubben.
Fællesskabet er den primære grund til, at de unge engagerer sig i klubberne – muligheden for at mødes og fiske sammen betyder mest.
Syv ud af otte har mødt deres fiskevenner gennem deres lokale fiskeklub.
Mange af i panelet har påtaget sig roller som officielle eller uofficielle hjælpeinstruktører.
Selvom meget af deres fiskeri kunne foregå udenfor klubberne, skaber klubberne lette rammer for fisketure og adgang til spændende vande og events.
Klubberne giver i noget omfang adgang til fiskeri de unge ikke selv kan komme til.
De unge føler generelt, at de har stor indflydelse på aktiviteterne i klubberne, især hvis de er aktive og tager ansvar.
Der er dog ønsker om mere variation i aktiviteterne, så programmet ikke bliver for forudsigeligt.
Cirka halvdelen af panelet har forældre, der fisker – hvilket kan indikere en vis social arv, men det er ikke afgørende for engagementet.
Øverst fra venstre: Marie Brandt (Projektleder), William Blæsbjerg, Elias Jensen. Midten fra venstre: Jonathan Sonne, Rasmus Hviid, Mikkel Kyed. Nederst fra venstre: Sophia Breinholt, Emil Munk, Ella Ommen.
Kommunikation: Hjemmesiden og Sociale Medier
Hjemmesiden: Fiskehåndbogen
Fiskehåndbogen har nu endelig fået sin form, og vil fremover fungere som et opslagsværk du let kan have med i lommen.
Vi er begyndt at introducere vores egne formater i håndbogen, og vi glæder os meget til at forsætte udviklingen og produktionen af dette, sammen med unge lystfiskere over hele landet.
Hjemmesiden: Kom godt i gang
I Fiskehåndbogen har vi introduceret en ny samling: Kom godt i gang.
Denne samling er særligt målrettet småbørnsforældre og skal klæde dem godt på til fisketurene med de yngste. Vi har lagt særligt vægt på, at indholdet er til de absolutte begyndere og at det gør det lettere at komme ud og fiske hurtigt.
Indholdet til denne samling er udviklet af Emil Hjort Jørgensen i forbindelse med hans praktik hos os i marts måned.
Hjemmesiden: Bliv frivillig
En ny underside har fundet vej ind på fiskeakademiet.dk. Bliv frivillig sætter særligt fokus på hvor og hvordan du kan hjælpe til med næste generation af lystfiskere.
Siden fungerer lige nu som et lille opslagsværk med inspiration, råd og vejledning. På sigt er ambitionen, at sætte ind med en større indsats for rekrutteringen af flere frivillige på tværs af landets mange aktiviteter, foreninger og fællesskaber.
Sociale medier: Find os på YouTube
Vi har oprettet en YouTube-kanal og vil fremadrettet fylde den med videoer til børn, unge og forældre, der er nysgerrige på lystfiskeri.
Sociale Medier: Facebook gruppe for frivillige
Vi har oprettet en Facebook-gruppe for alle jer, der engagerer jer frivilligt i arbejdet med børn og unge lystfiskere. Gruppen er et sted, hvor I kan danne netværk på tværs af landet, finde inspiration, dele erfaringer, stille spørgsmål og følge med i nyt fra os. Vi deler også løbende materialer, nyheder og idéer, som kan bruges i jeres arbejde lokalt.
De frivillige: Regionsmøder, besøg i foreningerne og en ny juniorafdeling
Regionale netværksmøder
Marts og april har budt på den helt store Danmarksturné, da vores første fem regionale netværksmøder blev afholdt.
Programmet bestod af:
En introduktion til Juniorudvalget v. Gunnar Pedersen
En hilsen fra forbundsbestyrelsen v. Casper Hansen eller Lars Kyhnau
En præsentation af projektet Fremtidens Lystfiskere v. Marie Brandt
En workshop
Det blev til rigtig mange spændende forslag til kurser målrettet de frivillige.
I workshop-delen blev deltagerne bedt om at komme med bud på relevante kurser målrettet frivillige og formidlere af lystfiskeriet til børn/unge. Dette har givet os en stor bunke spændende kursus ideer.
Deltagerne blev ved afslutningen af arrangementet bedt om, at markere med et kryds på de kurser de selv kunne tænke sig, og det har givet os en god fornemmelse af hvor vi skal starte i udviklingen af de kommende tillægskurser.
Særligt disse kurser var der stor interesse for:
Vandpleje
Sociale Medier
Foto/Video
Lystfiskerførstehjælp
Børn med særlige behov
Karpe fiskeri
Pædagogik/Didaktik
Lær din fisk at kende
Workshoppen fortsatte med at fokus på de yngste målgrupper, og satte således dagens deltagere på opgaven at udforme spændende arrangementer der kunne appellere og rekruttere lystfiskere i alderen 3-7 år med forældre eller 8-12 år med/uden forældre.
Dette resulterede i spændende og kreative forslag af aktiviteter, som vil blive omdannet til en række drejebøger der kan hjælpe frivillige med at afholde flere fede arrangementer.
Vi vil gerne sige tusind tak til alle der deltog, og til de foreninger der stillede lokaler til rådighed. Vi glæder os meget til at tage turen rundt igen næste år.
Der var masser af spændende diskussioner og udveksling af ideer til årets fem regionale møder.
Rekruttering: Samarbejde mellem østjyske foreninger og branchen
Vi er indgået i et spændende samarbejde på tværs af en række østjyske foreninger og Effektlageret, og planlægger at afholde et stort fisketræf i juni måned.
Arrangementet er målrettet børn og unge udenfor foreningerne, og skal være med til, at rekruttere nye medlemmer til værtsklubberne.
Eventet bliver vores første i rækken af rekrutteringsevents, og skal fungere som prøvekanin til at få en drejebog på plads, så vi kan udbrede det til flere steder i landet.
Lystfiskerforeningerne fra Skanderborg, Silkeborg, Kolding og Vejle er samlet til møde hos Effektlageret.
En ny juniorafdeling: Korsør Sportsfiskerforening
Det er med stor glæde, at vi kan byde endnu en forening velkommen i fællesskabet. Korsør Sportsfiskerforening har nemlig meldt sig til rækkerne med en sprit ny juniorafdeling, og den store lancering sker til deres arrangement på Lystfiskeriets Dag d. 24. maj.
Vi glæder os meget til at følge med, og ønsker jer alt held og lykke!
Fremtidens Vand- og Fiskeplejere: Møde 02
Tovholdermøde
Arbejdet med vores lille ekstra projekt Fremtidens Vand- og Fiskeplejere fortsætter, og det stærke tovholderteam mødtes i april til endnu en snak om hvordan det skal løbe af stablen.
Flere har konkrete planer eller allerede indsendte ansøgninger, og dertil er alle projekter nu målrettet vandløb, da det vurderes som den bedste oplevelse for børn og unge.
Der arbejdes med forskellige målgrupper på tværs af projekterne – både skoleklasser og børn fra lokale foreninger – uanset om man er lystfisker eller bare nysgerrig på naturen. Det vil give os en spændende indsigt i de mange måder vi kan arbejde med vandplejeformidling.
Dagens snak gik også på de omkringliggende aktiviteter: bestandsanalyser, formidling med video, undervisningsforløb før selve aktiviteten, små undersøgelser af vandløbets liv og større indsatser som genslyngning og udlægning af dødt ved.
Der er en fantastisk energi og kapacitet hos holdet, og tænker i helheder, hvor læring, oplevelse og fysisk indsats går hånd i hånd. Helt fantastisk!
Arbejdet fortsætter og holdet mødes op igen på den anden side af sommerferien.
Øverst fra venstre: Marie Brandt (Projektleder), Peter Andreas Christensen, Søren Knabe. Nederst fra venstre: Bjarke Borup, Niels Åge Skovbo, Rune Hylby.
Den kommende måned
Maj måned er fyldt med spændende opgaver. Her er lidt af det vi skal arbejde med:
Uddannelse
Vi er nu så langt, at vi skal have nedsat vores Advisory Board og planlagt de første tillægskurser samt den store Grunduddannelse for ledere, instruktører og hjælpeinstruktører. Det bliver rigtig spændende, og vi har et stort arbejde foran os!
Indholdsproduktion og kommunikation
Vores kanaler er klar og nu sætter vi for alvor ind med konsekvent kommunikation på tværs af vores platforme. Vi er spændte på at se hvordan dette bliver taget imod.
Planlægning af større temaer
Som en del af vores kommunikationsplan vil vi fremover udrulle temaer der sætter fokus på særlige emner. Det første tema er planlagt til sommerferie perioden, hvor vi tager fat om alle de spændende aktiviteter man kan lave ved vandet over sommeren.
Det sker i maj: Lystfiskeriets Dag
En kærlige påmindelse om, at Lystfiskeriets Dag i år afholdes den 24. maj, og at I kan tilføje jeres arrangementer til DSFs event kalender. Har I brug for inspiration til hvad I kan afholde, så er der selvfølgelig også det til jer. I finder det hele her.
Husk, at hvis du har ønsker eller bemærkninger, så kontakt os endelig!