Makrelsalat
Savner du inspiration til at tilbedere dine hjemmefangede makreller, så får du her Gordon P. Henriksens makrelsalat med røgede, smilende æg. Velbekomme!
Gordon P. Henriksen / Columbus LethDet skal I bruge
Opskriften er til 4 personer4 makrelfileter
Salt
Sukker
Groft sort peber
6-8 æg
Frisk sprødt salat
Et par håndfulde brombær
4 stykker knækbrød
1 rødløg
Frisk karse
Dressing
3 tsk. rapsolie
2 tsk. æblecidereddike eller hvidvinseddike
1 tsk. honning
1 tsk. citronsaft
1 tsk. dijonsennep eller stærk bornholmsk sennep
Lidt salt og peber
Sådan gør I
Først og fremmest skal makrellen være så frisk som muligt. Makreller fordærver meget hurtigt på grund af deres høje fedtindhold, og det er derfor vigtigt, at du får dem på is straks efter, at de er fanget. Allerhelst tilbereder jeg og spiser min makrel samme dag og samme sted, som jeg fanger den.
Saltning og tørring er ekstremt vigtigt for at opnå et godt resultat. Formålet med saltningen er at trække væden ud af fisken. Det gør makrellen mere fast i kødet og har også en konserverende effekt, for jo mindre vand, der er i fisken, jo mindre grobund er der for bakterier.
Desuden sætter røgsmagen sig bedre på en tør fisk. Og vil du opnå det klassiske gyldne skind, er saltningen og tørringen afgørende.
Gnid de rensede makreller godt ind i en blanding af salt og sukker – en del sukker til ti dele salt – og vær rundhåndet med blandingen, så fisken dækkes hele vejen rundt. Læg derefter makrellerne på et fad, dæk dem med film, og stil dem på køl i et par timer eller natten over.
Før røgningen skal makrellen tørres. Det foregår bedst i frisk luft, og er du røgnørd ligesom mig, har du selvfølgelig bygget et udendørs, fluesikkert tørreskab. Man kan også dække fisken med et fluenet og stille den ud i skyggen en lille times tid. Den skal tørre så længe, at den føles indtørret og lidt fedtet på oversiden. Er man ved vandet og kan placere fisken et sted, hvor der kommer en salt havbrise, er det bestemt ikke noget, den kommer til at smage dårligere af. Den klassiske pebermakrel med et godt lag ekstremt groft kværnet peber er i øvrigt perfekt til denne ret.
Røgningen kan foregå i en kuglegrill eller gasgrill, men nemmest er det med en af de små røgovne, som jeg er så glad for. Æggene er måske den sværeste del. De skal først koges som et blødkogt æg (ca. fem minutter) og så pilles – forsigtigt! Så kommer du dem i røgovnen sammen med makrellen i ca. 20 minutter. Her trænger røgsmagen ind i ægget og giver det en flot brun kant, og den sidste varme gør, at blommen stivner en anelse mere. Ender det med et røget hårdkogt æg, går det nok, men er det smilende, bør du også smile, for så er du en rigtig chef!
Salaten består af en frisk, sprød salat med dressing og rødløg i ringe, brombær og noget knækbrød, der er brækket i halvstore stykker. Til sidst lægger du den røgede makrel på sammen med de smilende, røgede æg med lidt karse på toppen. Hvis du vil gå all in, serverer du en tysk røgøl til, en såkaldt Rauchbier, og hvis du har røg i både makrel, æg, øl og lidt i tøjet og håret fra bålet, går alt bare op i en højere enhed. Nyd det!
Ha’ det for vildt
Bogen "Ha’ det for vildt" handler om alle de oplevelser, man kan have med et gevær, en fiskestang eller en køkkenkniv i hånden. Den fortæller om, hvordan vi får en tættere og mere meningsfuld forbindelse med naturen, når vi fisker, jager og tilbereder de vilde råvarer.
Få 20% rabat
Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du får 20% rabat på Gordon P. Henriksens bog “Ha’ det for vildt” ved køb på www.gad.dk.
Ved købet skal du oplyse din rabatkode, som du finde ved at logge ind på “Min side” på www.sportsfiskeren.dk.
Kommende kurser, netværksmøder og events