Bornholmsk salat på rå havørred

 

En sen aften i et sommerhus på Bornholm kom Gordon P. Henriksen på ideen til bornholmsk salat lavet på rå havørred. En perfekt anretning at servere for en flok sultne kystfiskere. Velbekomme!

Gordon P. Henriksen / Columbus Leth
 
 
 
 
 
 

Det skal I bruge

 
Opskriften er til 8 personer

1 havørredfilet

1-2 æbler

1 lille rødløg

1 rå rødbede

Lidt citronsaft

Salt og peber

2 spsk. mayo

2 spsk. cremefraiche

1 spsk. stærk sennep

1 stykke frisk peberrod

1 bundt friskplukkede ramsløg

1 pakke bornholmske rugkiks

 
 
 
 
 
 

Sådan gør I

 

Retten opstod relativt sent på natten.

Vi var en god flok drengerøve i sommerhus, hvor vi sad nok syv-otte gutter og bandt fluer ved bordet, da jeg fik den idé, at jeg ville lave lidt natmad til dem.

Morten havde fanget en fin havørred, som havde været en tur i fryseren for at dræbe eventuelle parasitter og nu var ved at tø op.

Jeg snuppede den ene filet og hakkede den i små tern sammen med små tern af æble, rå rødbede og lidt rødløg.

Det hele blev rørt op med citronsaft, salt og peber, lidt mayo, cremefraiche og stærk bornholmsk sennep.

Den overdådige servering blev klasket op på et fiskeformet skærebræt sammen med hoved og hale der signalerede, at fisken stadig var frisk og rå, og stillet på bordet midt i alt fluebinderiet.

Med småarrogante bevægelser blev der revet frisk peberrod henover, og en ordentlig håndfuld hakket ramsløg, som vi netop havde plukket i Døndalen, blev nærmest kastet ud over brættet – og fluebindegrejet.

Og så bare en ske og en pakke bornholmske rugkiks på bordet, så folk kunne gå om bord.

En perfekt servering på en sen bornholmsk vinteraften til en flok halvfulde fluebindere.

Til en anden gang kan en flottere og lidt mere delikat præsentation sikkert opnås ved at anrette nogle små happere på rugkiks og måske undlade mayo og cremefraiche, så fisken ses bedre.

Det vil jeg måske også prøve en dag!

 
 

Ha’ det for vildt

Bogen "Ha’ det for vildt" handler om alle de oplevelser, man kan have med et gevær, en fiskestang eller en køkkenkniv i hånden. Den fortæller om, hvordan vi får en tættere og mere meningsfuld forbindelse med naturen, når vi fisker, jager og tilbereder de vilde råvarer.

Få 20% rabat

Som medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund kan du får 20% rabat på Gordon P. Henriksens bog “Ha’ det for vildt” ved køb på www.gad.dk.

Ved købet skal du oplyse din rabatkode, som du finde ved at logge ind på “Min side” på www.sportsfiskeren.dk.

 


Kommende kurser, netværksmøder og events
Næste
Næste

Fiskeklub Københavns U18-afdeling