20: Hvem fortjener UNG-prisen 2026?

 

Juni: HOOKED, opskrifter i værktøjskassen, kommende netværksmøde. Her er dit overblik fra måneden der gik.

 
 
 

Vejret viste sig fra sin absolut vådeste side til HOOKED i Fyelmose tidligere på måneden. Men for de 110 deltagere var det blot en anledning til at blive lidt mere våde – fiskeriet skulle selvfølgelig passes. Læs mere om eventet unden Måneden der gik.

 
 
 

Hvem skal hædres ved årets Kongres?

Rundt omkring i landet er der heldigvis masser af ildsjæle, som hver eneste dag gør en forskel for lystfiskeriet. Nogle skaber stærke fællesskaber for børn og unge, andre passer på naturen, udvikler nye aktiviteter eller bruger utallige frivillige timer på at gøre fiskeriet bedre for os alle. Det er indsatser, som fortjener at blive set – og ikke mindst anerkendt.

Indstil en kandidat til UNG-prisen 2026
Kender du en ung person eller en gruppe af unge, som har gjort noget helt særligt for lystfiskeriet eller naturen? Så er det nu, du har muligheden for at indstille dem til Danmarks Sportsfiskerforbunds UNG-pris 2026.

Prisen uddeles hvert andet år til en ung person eller gruppe af unge, der har taget initiativ til eller driver aktiviteter, som fremmer lystfiskeriet eller bidrager til en rigere natur. Det kan være alt fra lokale junioraktiviteter og nye fællesskaber til naturprojekter eller andre initiativer, der inspirerer flere til at komme ud og opleve fiskeriet. Modtageren skal være medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Med prisen følger 10.000 kr., som skal bruges til at udvikle eller videreføre den aktivitet, der har udløst prisen. Prisen uddeles i forbindelse med Danmarks Sportsfiskerforbunds kongres den 31. oktober – 1. november 2026, og indstillinger kan sendes frem til 6. september 2026.

Mikkel og Otto modtog UNG-prisen 2024 for deres arbejde med at tage en gruppe juniorer fra Fiskeklub København med på vildmarkstur i Lapland.

Sidst gik prisen til Mikkel og Otto
Ved den seneste uddeling i 2024 gik UNG-prisen til Mikkel og Otto fra Fiskeklub København.

De blev hædret for deres store engagement og initiativ, hvor de havde taget en gruppe juniorer med på en ægte vildmarkstur til Lapland. Sammen med hæderen modtog de 10.000 kr., som blev brugt på at skabe en endnu vildere tur året efter – præcis i den ånd, som prisen er tænkt.

Husk også Hædersprisen
Samtidig er det også muligt at indstille kandidater til Hædersprisen 2026.

Hædersprisen gives til en person, gruppe, forening, organisation eller offentlig myndighed, som har ydet en ekstraordinær indsats for miljøet eller for sportsfiskeriets interesser. Også her følger en præmie på 10.000 kr.

 
 
 
 
 

Måneden der gik

HOOKED!: Fyelmose og Langå

Fyelmose

I juni blev der igen afholdt HOOKED! i Fyelmose Put & Take. Bag eventet stod Vejle Sportsfiskerforening, Kolding Sportsfiskerforening, Silkeborg Fiskeriforening, Skanderborg Lystfiskerforening, Horsens og Omegns Sportsfiskerforening, i samarbejde med Effektlageret. Fiskeakademiet lagde også vejen forbi for at give en hånd med til afviklingen.

Hele 110 børn og unge i alderen 5-17 år deltog i dagen, hvor vejret viste sig fra sin absolut vådeste side. Regnen silede ned ad flere omgange, men det lagde heldigvis ikke en dæmper på hverken humøret eller fiskeriet. Tværtimod blev det en fantastisk dag med høj energi, masser af smil og mange fisk på krogen – et stærkt bevis på, at godt fællesskab sagtens kan trumfe dårligt vejr.

 
 
 
 
 

Langå

Vi har netop fået billeder og en lille hilsen fra HOOKED! i Langå, som blev afholdt tilbage i maj – og det ser ud til at have været en fantastisk dag.

Langå Sportsfiskerforening bød velkommen til 83 børn og unge, som tilbragte dagen ved Gudenåen på jagt efter gedder. Foreningen fortæller om dejligt vejr, godt fiskeri og en skøn stemning fra start til slut. Og hvis billederne er noget at gå efter, er der ingen tvivl om, at deltagerne havde en oplevelse, de sent vil glemme.

 
 
 
 
 
 
 

Værktøjskassen: Put Kebab

Vi udvider løbende Værktøjskassen med nye opskrifter på fiskeretter, som gør det nemt og inspirerende at tage fangsten med hjem i køkkenet. Opskrifterne er udviklet af Gordon P. Henriksen, som generøst har givet os lov til at dele dem gennem Fiskeakademiet.

I denne måned er det blevet tid til Put Kebab – en enkel og velsmagende ret, der er nem at lave, og som plejer at være et sikkert hit hos både børn og voksne. Perfekt efter en god dag ved fiskevandet.

 
 
 

Netværk: Sammen om Juniorfiskeriet — Nationalt

Det er nu muligt at sætte kryds i kalenderen og tilmelde sig årets nationale netværksmøde Sammen om Juniorfiskeriet. Dagen er for alle, der brænder for at skabe gode oplevelser og stærke fællesskaber for næste generation af lystfiskere.

Programmet er endnu ikke helt på plads, men vi arbejder på højtryk og glæder os til at kunne præsentere det inden længe. Indtil da håber vi, at du vil reservere dagen – vi lover, at det bliver en dag fyldt med inspiration, erfaringsudveksling og gode snakke med frivillige fra hele landet.

 
 
 
 

Den kommende måned

Her er lidt af hvad der er på programmet i den kommende måned:

Sommerferie
Den kommende måned bliver lidt anderledes end normalt. Vi holder sommerferie i størstedelen af juli, og derfor vil der være lidt lavere aktivitet end sædvanligt. Selvom tempoet bliver sat en smule ned, arbejder vi fortsat på udvalgte opgaver og glæder os til at vende tilbage med fornyet energi efter ferien.

Uddannelsen
Vi arbejder fortsat på at udvikle og tilbyde flere kurser til frivillige og formidlere af lystfiskeriet til børn og unge.

Sammen om Juniorfiskeriet - Nationalt
Vi er godt i gang med at planlægge årets nationale netværksmøde for alle der arbejder med juniorfiskeriet - vi glæder os!

Camps
Vi glæder os til at afvikle flere camps henover sommeren og forberedelserne er i fuld gang.

Fiskehåndbogen
Arbejdet med udviklingen og produktionen af indhold til Fiskehåndbogen går nu igang. Vi har rekrutteret 10 unge og dytige lystfiskere fra en række lokale foreninger samt vores eget instruktørkorps der over de næste måneder vil deltage i at producere videoer og artikler, så vi kan gøre det endnu lettere at lære at fiske.

Husk, at hvis du har ønsker eller bemærkninger, så kontakt os endelig!

 



Næste
Næste

19: Naturen har brug for næste generation