18: Halvvejs i Fremtidens Lystfiskere

 

April: Stort pressetryk, midtvejsevaluering og spændende møder i både ind- og udland. Her er dit overblik fra måneden der gik.

 
 
 

Martin Rud er på fisketur med P3 Carte Blanche

 
 
 

Projekt Fremtidens Lystfiskere er halvvejs
Vi er nu halvvejs i projekt Fremtidens Lystfiskere – og det er en anledning til lige at stoppe op et øjeblik og kigge på, hvad der er sket indtil nu.

Der er efterhånden sat mange gode initiativer i gang, og det er særligt tydeligt, hvor meget der rykker lokalt. Rundt omkring i landet lægger frivillige en kæmpe indsats, og vi kan mærke både engagementet og effekten af det arbejde, der bliver lagt. Det er i høj grad det, der driver udviklingen frem.

Samtidig er vi langt fra færdige. Vi har stadig halvandet år tilbage af projektet – og en masse idéer, indsatser og eksperimenter, vi glæder os til at folde ud.

Månedens status er som altid fyldt med gode nedslag i det, der er sket. I denne måned har vi desuden haft et stærkt pressetryk omkring den positive udvikling i børn og unges lystfiskeri. Det er både vigtigt og fortjent, at den historie bliver fortalt – og når den rammer bredt, kan den være med til at inspirere endnu flere.

Traditionen tro betyder det også at vi er klar med endnu en halvårsstatus, hvor du kan dykke ned i tallene bag projektet.

 

Pressen elsker unge lystfiskere

Vil du gerne have dit arbejde i pressen? Der er mange gode historier derude – og ofte handler det ikke om, hvorvidt historien er god nok, men om hvordan den bliver grebet an. Her er fem ting, der kan gøre det lidt lettere:

  1. Vælg det rigtige medie
    Start med at overveje, hvem din historie er relevant for. Lokale medier er ofte mere interesserede i det nære og konkrete, mens landsdækkende medier typisk kræver en større eller mere almen vinkel.

  2. Find en skarp vinkel
    En god historie er sjældent bare “vi har haft en god tur”. Hvad er det interessante? Er der mange nye børn? Gør I noget på en ny måde? Eller rammer det ind i en større dagsorden?

  3. Tænk i timing
    Vær ude i god tid – men ikke for god tid. Journalister arbejder ofte tæt på deadline, så det handler om at ramme et tidspunkt, hvor historien både er relevant og stadig “frisk”.

  4. Gør det nemt at sige ja
    Server historien så færdig som muligt: en klar vinkel, et par gode citater, og gerne adgang til personer, de kan tale med. Jo mindre arbejde for redaktionen, jo større chance for at de griber den.

  5. Kobl dig på noget større
    Historier, der kan kobles til en tendens eller noget aktuelt, har ofte lettere ved at få plads. Det kan være sæson, en stigende interesse, eller en debat, der allerede er i gang.

Find også vores andre gode redskaber til kommunikation og presse i værktøjskassen.

 
Tips til kommunikation
 
 
 

Måneden der gik

Brobygning: Norges Jeger- og Fiskerforbund

Vi har i april haft fornøjelsen af at dele vores erfaringer med Norges Jeger- og Fiskerforbund, hvor vi var inviteret til at holde oplæg for deres hold af ungdomskonsulenter. Oplægget tog udgangspunkt i vores arbejde med projekt Fremtidens Lystfiskere og blev afholdt online lørdag d. 11. april.

Det norske forbund er i gang med at udvikle en lignende indsats med fokus på at styrke arbejdet med børn og unge i lystfiskeriet, og vi har derfor en løbende dialog, hvor vi deler erfaringer og perspektiver på tværs af landene. Det er både inspirerende og værdifuldt at spejle vores arbejde i andres – og omvendt.

Dialogen fortsætter, og vi ser frem til at byde dem velkommen i Danmark senere på året, når de kommer på besøg hos os i efteråret.

 
 
 
 
 
 

Ungdomspanelet: Møde 04

Vi har afholdt møde med ungdomspanelet, som endnu en gang gav værdifulde perspektiver på vores arbejde. Det er altid spændende at få en finger på pulsen hos de unge selv – både i forhold til deres egne erfaringer og deres blik på, hvad der kan gøre en forskel fremadrettet.

Denne gang satte vi fokus på udviklingen af Fiskemærker. Panelet blev inviteret til at byde ind med idéer til mærker, de selv ville synes var motiverende at tage, samt hvad de kunne have haft gavn af, da de var yngre. Samtidig talte vi om, hvordan mærkerne også kan fungere som et konkret værktøj i deres eget frivillige arbejde – både nu og i fremtiden.

Og så kan vi byde velkommen til et nyt medlem i gruppen: Theo Greve fra AROS Lystfiskerforening, som fremadrettet vil være en del af Ungdomspanelet.

 
 
 
 
 
 

Undersøgelse: Midtvejsevaluering

I forbindelse med, at vi nu er halvvejs i projektet, har vi gennemført en mindre midtvejsundersøgelse. Formålet har været at blive klogere på kendskabsgraden til projektet samt at få øje på eventuelle blinde vinkler.

Undersøgelsen er primært rettet mod voksne, der arbejder med undervisning af børn og unge i lystfiskeri samt foreningsaktive. Ud af de 76 besvarelser tilhører 43 % disse to målgrupper.

Resultaterne peger på en tilfredsstillende kendskabsgrad til projektets initiativer, og at alle tiltag i en eller anden grad bliver brugt – dog med naturlige variationer.

Blandt de adspurgte, der arbejder aktivt med juniorfiskeriet, går tre udfordringer igen: rekruttering og fastholdelse af juniorer samt mangel på frivillige – hvor sidstnævnte fylder mest. Derudover peger flere på, at tid i hverdagen er en væsentlig barriere for at engagere sig yderligere.

Tilfredsheden med det frivillige arbejde ligger på 3,64 ud af 5, hvor 5 er højeste tilfredshed.

Overordnet set tegner undersøgelsen et positivt billede. Der er ikke kommet resultater frem, som overrasker os markant – tværtimod bekræfter den, at vi er på rette spor og har en god forståelse for de behov, der findes rundt i landet.

Vi har samtidig modtaget en række positive kommentarer omkring projektets indsats, som vi naturligvis er meget glade for.

 
 
 
 
 
 

Sådan gør vi: Bjerringbro Juniorklub

I april tog vi en snak med Bjerringbro Juniorklub om deres arbejde med at skabe gode rammer for juniorfiskeriet. Klubben har oplevet flot vækst de senere år og har samtidig formået at opbygge et solidt fundament for det frivillige arbejde.

Jeppe Koudal og Rasmus Frøstrup fortæller os om, hvad der fungerer i praksis hos dem – fra fællesture til Norge og faste roller på holdet til deres ambitioner om løbende at udvikle både aktiviteter og fællesskab.

Samtidig deler de ærligt ud af de erfaringer, de selv har gjort sig undervejs, og hvordan de aktivt arbejder for at gøre det lettere for næste generation at tage over.

 
 
 

Presse: P3 og P4

Mandag d. 27. april kunne vi igen dele den positive udvikling i antallet af unge lystfiskere på tværs af landets radiokanaler. Historien blev samlet op af både DR P3 og DR P4, hvor vi var igennem live i løbet af dagen med lokale frivillige, unge lystfiskere og projektleder Marie Brandt.

Samtidig har DR MidtVest været ude og filme en ung lystfisker til et kommende indslag, og på lørdag dækker TV2 East Kyst Camp Sjælland.

 
 
 

Marie Brandt, Projektleder på projekt Fremtidens Lystfiskere til TV-interview med DR Midt/Vest

 
 
 

Den kommende måned

Her er lidt af hvad der er på programmet i den kommende måned:

Uddannelsen
Vi arbejder fortsat på at udvikle og tilbyde flere kurser til frivillige og formidlere af lystfiskeriet til børn og unge.

Vandrødderne
Mandag d. 4. maj afholder vi vores første Vandrødderne-indsats. Her skal vi ud med Rune Hylby og en flok 0. klasser til vandløbsrestaurerer. Forberedelserne til de resterende Vandrødderne arrangementer fortsætter herefter.

Sammen om Juniorfiskeriet - Nationalt
Vi er godt i gang med at planlægge årets nationale netværksmøde for alle der arbejder med juniorfiskeriet - vi glæder os!

Camps
Planlægningen af årets kommende camps er snart på plads og klar til at blive offentliggjort.

HOOKED!
Årets to HOOKED!-events løber af stabelen i maj, og der er masser af tilmeldte. Det bliver mega fedt!

Naturmødet
I maj deltager vi på Naturmødet hvor vi bl.a. skal have en gruppe unge lystfiskere på tur i havnen gennem Friluftsrådets aktiviteter. Vi vil også være tilknyttet Friluftsrådets telt hvor vi skal fortælle om det at søge og modtage udlodningsmidler. Og så glæder vi os i det hele taget til et par spændende dage, og at møde andre der arbejder med formidling af natur for børn og unge i andre organisationer.

Husk, at hvis du har ønsker eller bemærkninger, så kontakt os endelig!

 



Forrige
Forrige

1,5-årsstatus på Fremtidens Lystfiskere

Næste
Næste

17: Få jeres event i kalenderen