Selvom hun kun er 9 år, har Mila allerede opbygget en artsliste, som mange lystfiskere ville være stolte af. Her fortæller hun om jagten på nye arter, store fiskeoplevelser og om, hvorfor fiskeriet bliver ved med at trække hende ud til vandet.
Hvordan er du begyndt at fiske?
– Da jeg var tre år, kan jeg huske, at vi mødte nogen, der havde fanget hornfisk. De lå i en spand, og jeg fik lov til at holde en af dem. Det var sjovt, og så fik jeg lyst til selv at prøve det. Min far fisker også, så han har taget mig med. De første ture, jeg kan huske, fangede jeg mange krabber. Og skaller. Jeg kan ikke huske, om det var den første fisk, jeg fangede – altså skallen – men vi fangede i hvert fald rigtig mange.
Hvorfor fisker du?
– Det er virkelig sjovt, når man fanger fiskene og skal holde dem. Især når de er tunge, for så er de ekstra sjove at kæmpe med. Det giver sådan en følelse i kroppen af glæde. Men det er også lidt stressende, hvis man mister dem.
– Det er også fedt, at man kommer ud i naturen i stedet for bare at sidde derhjemme og kigge på en skærm.
MILA YENI HØJTVED
Alder: 9 år
Bor: Allerød
Har fisket: 5 år
Fiskeidol: Min far
Klub: Er ikke medlem i en klub
Hvad har været den sjoveste fisk at fange?
– Hvis det skal være i Danmark, må det være en karpe. Dem har jeg fanget ret mange af. Fire i hvert fald. Man sidder og slapper af, og så bider den pludselig på. Så skal man op og kæmpe med den. Det er lidt vildt, når en karpe kæmper. Den er både stærk og ret urolig. Min far hjælper mig heldigvis med at få den i nettet, så det er godt!
Hvad har været din vildeste fiskeoplevelse?
– For ikke så lang tid siden fangede jeg en miniål. Ej vent, det var ikke en ål. Det var en babygedde. Det lignede bare en ål først. Men jeg blev helt vildt glad, for vi havde fisket virkelig længe og på flere pladser uden at fange noget.
Det første sted fangede vi ikke noget, men på den næste plads fik jeg den lille gedde. På mit eget kast. Det er fedt at fange gedder.
Er der et særligt sted, du godt kunne tænke dig at fiske?
– Jeg kunne virkelig godt tænke mig at fiske i Thailand. Det har jeg prøvet, og det var en vild oplevelse. Der var mange seje fisk. Vi fiskede med dej på krogen og kunne fange arapaimaer. Vi fangede også en virkelig stor malle, og min far fangede en alligator gar. Det var altså vildt!
– Mallerne har sådan nogle følehorn i hovedet, og så er de lidt grå og røde og også lidt hvide. Og så har de nogle kæmpestore munde.
Mila har deltaget i Abu Garcias Fiskechallenge de sidste to år og har fanget mange flotte fisk i konkurrencen.
Mila har sin egen fangstgaranti: Starter man turen med at sige, at man nok ikke fanger noget, plejer fiskene at hugge.
Du er jo også med i Fiskechallenge, hvordan går det med det?
– Ja! Sidste år vandt jeg guld. Hvis man fanger 12 af arterne, får man en pokal, hvor der står Fiskechallenge på. Det fik jeg sidste år. Der er 15 arter, man kan fange, men der er lidt forskellige regler alt efter, om man bor på Sjælland eller i Jylland. Det er ikke alle arter, man kan fange alle steder.
Sidste år fangede jeg karpe, gedde, skalle, suder, hornfisk, krabbe, makrel, fladfisk og nogle andre arter, som jeg ikke lige kan huske. I år har jeg allerede fanget de første seks arter, så det er fedt. Jeg fangede en aborre på sidste tur. Jeg har planer om at fange 12 arter igen i år. Jeg tror, jeg kommer i mål. Tricket er i hvert fald bare at komme ud at fiske en hel masse, så skal det nok lykkes.
Har du et godt råd til at komme godt i gang med at fiske?
– Først skal du slå bøjlen over og have linen på fingeren. Og så skal du ellers bare prøve at kaste lige ud. Når den lander i vandet, så spoler du ind. Det gør du en masse gange, og så bliver du bedre og bedre.
– Det er jo hyggeligt, selvom man ikke fanger noget. Man skal bare tænke, at selvom du ikke har fanget noget, så har det været en hyggelig tur. Måske har du været afsted med dine venner eller forældre, og det er jo dejligt!
Find din klub
—
Find din klub —
Få oplevelser for livet – og bliv en del af fællesskabet
Bliv medlem i jeres lokale fiskeklub hvor I kan deltage i hyggelige og lærerige arrangementer, låne udstyr, få venner med samme interesse og meget mere.