Mød to unge fra Unge Outdoor Panel og hør, hvad friluftsliv betyder for dem, og hvor de ser muligheder og barrierer for unges friluftsliv.
Mange unge vil gerne ud i naturen. Men, det kan være svært at finde ud af, hvordan man kommer afsted: Hvad skal man have på? Skal man bruge grej? Og hvad kan man i det hele taget forvente af det der friluftsliv?
Vi stiller skarpt på unges motivation til - samt muligheder og barrierer for - friluftsliv på næste netværksmøde i projektet ’Ungefællesskaber i friluftslivet’ mandag den 17. november kl. 15.30-17.30 i København.
Her kan du høre en talk med Josefine Wieliczko Larsen og Stine Schroll Kærgaard, der begge er en del af Unge Outdoor Panel, som er et rådgivende organ for projektledelsen i ’Ungefællesskaber i friluftslivet’. Josefine er 27 år og journalist på DR Bornholm. Hun vandrer meget, vinterbader, løber og beskæftiger sig ofte med friluftsorienterede historier på Bornholm. Stine er også 27 år, spejder og friluftsvejleder. Hun vandrer, ror i kajak, klatrer og så læser hun til kandidat i naturforvaltning på Københavns Universitet.
Efterfølgende er der mulighed for at udveksle erfaringer og netværke over en kop kaffe med de øvrige deltagere ved arrangementet.
Talken faciliteres af Maren Ottar Hessner, projektleder for ’Ungefællesskaber i friluftslivet’ i Friluftsrådet.
Pris
Mødet er gratis og for alle, der brænder for at flere unge kommer ud i naturen.
Tilmelding
Senest 14. november til Maren Ottar Hessner på moh@friluftsraadet.dk
––
Arrangementet afholdes af Friluftsrådets projekt Ungefællesskaber i Friluftslivet. Læs mere om projektet her.