Tilbage til Alle begivenheder

Naturdannelse, når vi har sved på panden

Kom med til seminarrækken ”Naturdannelse i friluftslivet” og få viden, inspiration og sparring til, hvordan I kan arbejde aktivt med naturdannelse. Hvorfor er det relevant for jer – og hvordan kan forståelsen af naturdannelse styrke jeres aktiviteter og fællesskaber? Det dykker vi ned i sammen.


Derfor er naturdannelse vigtigt

Vi tilbringer mindre tid i naturen end vores bedsteforældre, mange kan ikke huske, om en rødspætte er en fugl eller en fisk, arter forsvinder fra vores natur, og vi har mindre natur end tidligere. Kort sagt, vores forbindelse og samspil med naturen er udfordret. Samtidig – og måske derfor – er der en længsel mod naturen. Skal vi vende biodiversitetskrisen, løse klimakrisen, skabe rigere og mere balancerede liv, skal vi styrke vores forbindelse til og forståelse for naturen.

Vi skal have skruet op for naturdannelsen. Hvis vi kommer ud i naturen, oplever glæden ved den, får viden om dens biologiske sammenhænge og vores påvirkninger af den og ikke mindst reflekterer over vores eget samspil med den, så er vi et skridt nærmere en styrket forbindelse.

Som natur- og friluftsorganisationer bidrager I allerede til befolkningens naturdannelse, men I har samtidig et særligt potentiale for at give jeres medlemmer og brugere en bredere forståelse og et dybere forhold til naturen. Derfor har Friluftsrådet i samarbejde med repræsentanter fra medlemsorganisationer planlagt en seminarrække for jer, der ønsker at blive klogere på samspillet mellem naturdannelse og friluftsliv, og få redskaber og inspiration til at indarbejde naturdannelse i jeres organisation.

Inspiration, viden og sparring

Formålet med seminarrækken er at inspirere jer til at tage drøftelser om forholdet til naturen og naturdannelse ind i jeres organisation – både på centralt og lokalt niveau. Det gør vi gennem faglige oplæg, videndeling, praktiske øvelser og fælles drøftelser, så I kan omsætte naturdannelsesbegrebet til lige netop jeres friluftsliv.

Ambitionen er, at I bliver klædt på til at tage interne drøftelser af, hvad naturdannelse er for jer, og hvordan I kan tage det med ud i jeres foreningers eller medlemmers aktiviteter. Det kan for eksempel være som afsæt for mere overordnede bæredygtighedsindsatser, kampagneaktiviteter, sundheds- og undervisningstiltag eller i form af aktiviteter, hvor jeres friluftsaktive lærer den natur, de bruger, bedre at kende, og bliver inspireret til eftertanke og handlekompetence i forhold til at passe på den.

Derudover ønsker vi at skabe netværk og sparring mellem jeres organisationer både under og efter seminarrækken, da der både er inspiration og hjælp at hente i, hvad andre har gjort sig af overvejelser og erfaringer.

Hvem kan deltage

Ansatte, frivillige eller valgte i Friluftsrådets medlemsorganisationer, som gerne vil have viden og handlekompetence til at udbrede naturdannelse i sin egen organisation.

Temaerne for hvert seminar

Vi mødes tre gange. Overskrifterne for de tre seminarer er:

  • Hvad er naturdannelse? Hvorfor og hvordan skal vi arbejde med det?

  • Naturdannelse, når vi har sved på panden

  • Friluftsliv i pagt med naturen

Sæt kryds i kalenderen

  • 10. september (Naturvejledning Danmark)

  • 22. oktober (Dansk Orienterings-Forbund/DIF)

  • 19. november (De grønne pigespejdere)

 

 
Forrige
Forrige
7. september

Makrel Festival i Frederikshavn

Næste
Næste
10. oktober

Pike Camp 2025