Fluefiskeri på rationering

Sommeren går på hæld, og efteråret kommer hurtigt snigende. Inden vi ved det, står efterårsferien for døren.

For mange drenge og piger har der gennem årene stået lystfiskeri på skoleskemaet i efterårsferien. Danmarks Sportsfiskerfirbund afholder også dette år Juniorlederkursus med lystfiskeri som omdrejningspunkt i uge 42.

Jeg var selv instruktør på kurset midt i 90'erne. Dengang blev kurset afholdt på Vojens Ungdomsskole i det Sønderjyske med adgang til fine vandløb og kyster, hvor teori kunne omsættes til praksis.

Vojens Ungdomsskole i 90’erne

Et år var jeg kommet med et hold 1. års kursister (F1) på fisketur til Kongeåen nedstrøms Foldingbro. Vi startede fiskeriet med flere bækørreder og et par kontakter med havørred. Frokostpausen blev holdt på et karismatisk stræk af åen, hvor man kan sidde på en sandskrænt, med udsigt over åen og å-dalen.

På strækket lige neden for skrænten stod der en havørred, som gentagne gange rejste sig til fluerne, som knægtene præsenterede. Særlig en charteusefarvet (gul-grøn) Put & Take flue var fisken meget aggressiv over for. Knægtene ville alle gerne fiske til havørreden, så holdleder Bent Schultz måtte fra sin udsigtpost på skrænten rationere fisketiden til 2 minutter pr. kursist, inden en ny måtte komme til. Det var selvfølgelig ikke helt uden dramatik, at pladsen måtte overgives til den næste. Var tiden nu også gået? Kunne man lige nå et ekstra kast?

Bent Schultz dirigerer slaget!

2 minutter!

Skønt fisken var efter drengenes fluer et to-cifret antal gange, blev den aldrig kroget. Efter frokost fiskede vi videre ved åen. Længere ned af åen fangede jeg en farvet hanfisk på "Den Usoignerede Biolog" - en muddlerflue skabt af og opkaldt efter en af kursets daværende instruktører. Efter et par fotos blev fisken pænt genudsat.

 

Lidt om forfatteren
Søren Rygaard Lenschor, f. 1971, var kursist på Fiskeakademiet (dengang; Juniorlederkurset) i 1985 og blev i 1989 instruktør i Instruktørsammenslutningen i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Siden da har han undervist på både Fiskeakademiet og en lang række emnekurser, og kan i disse dage findes på bl.a. TroutCamp.

 

Denne beretning blev udgivet første gang d. 10. august 2014 på Mest om Fluefiskeri

Næste
Næste

Mede, gedde og laksefiskeri i Gudenåen